22. april 2010 11:10
-
Send artiklen Svært udgangspunkt i pokalen til din ven.
Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
Svært udgangspunkt i pokalen
OB tabte 2-0 til FC Midtjylland i første semifinale i Ekstra Bladet Cup. Returkamp torsdag 29. april i Odense.
OB leverede det bedste spil længe, da første del af semifinalen i Ekstra Bladet Cup onsdag aften blev spillet mod FC Midtjylland i Herning. Men spillet rakte ikke til mere end et 2-0 nederlag, og det skuffede cheftræner Lars Olsen.
- For at sige det rent ud, så er det et lorteresultat. Men alligevel har jeg troen på, at vi kan vende det. Og det er kampens udvikling og afvikling, der gør det. For med bare lidt mere skarphed og tro på, at vi kunne løbe igennem, så kunne vi både have lavet fem og seks mål i dag, sagde Lars Olsen og uddybede.
- Det er lidt underligt at stå og kigge på sådan en fodboldkamp, og så have tabt 2-0. Jeg synes, at vi spiller en rigtig god kamp, og før pausen spiller vi måske det bedste, vi har gjort i hele sæsonen. Det er nærmest envejs-trafik. Spil til et mål. Men vi kan kun takke os selv, for vi formår ikke at udnytte overvægten i spillet og de muligheder, vi har. Der mangler det sidste touch i feltet, og når vi endelig får skudmuligheden, så er vi ikke skarpe nok.
Forklaringen på, at det rent spilmæssige var i klar fremgang, lød fra Lars Olsen således:
- For det første vinder vi mange nærkampe. Vi sætter lynhurtigt i gang, og vi spiller bolden fremad i første boldberøring. Det er væsentligt, hvis man skal overløbe et kompakt forsvar. Midtjylland spiller lidt anderledes, end de har gjort tidligere, for de er lidt mere afventende og venter selv på at kunne løbe kontra. Det vil sige, at vi skal spille os igennem mange mand. Og jeg synes, at vi var dygtige i dag, ligesom sidste gang vi var heroppe, til at få sendt den første bold fremad banen og straks være i løb fremad. Og så viste det sig hurtigt, at så var vi svære at stoppe.
Den optimisme, der forsigtigt havde sneget sig ind i OB-truppen efter sejren over HB Køge søndag i SAS Ligaen, skal nu forsøges fastholdt. Og trods nederlaget i Herning, så er der en del positivt at tage med til lørdagens hjemmekamp i SAS Ligaen mod Silkeborg.
- Det er to forskellige turneringer, og det skal vi huske på. Men ser vi tilbage på kampen mod HB Køge, så er det, vi ser i dag, et OB-hold, der er forvandlet. Lige så usikkert, som spillet var i Herfølge, ligeså selvsikre stod vi frem på banen i dag. Vi kørte bolden rundt, spillede hurtigt og overløb Midtjylland i mange situationer. Så på den måde er det underligt, at vi tabte i dag, men vi skal tage med, at den gode bane, vi spillede på i dag, var med til, at vi så noget af det OB-spil, vi gerne vil vise, sluttede Lars Olsen.