kundeservice
26. november 2009 12:38 -

Send artiklen OB møder HB Køge mandag til din ven.

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Indskriv din e-mailadresse og bliv informeret om opdateringer af denne og lignende artikler via mail.
E-mailadresse:
OB møder HB Køge mandag

Foto: OB / ERIK KEMPF (C)

OB møder HB Køge mandag

Det er årets næstsidste kamp, der spilles på Fionia Park mandag aften klokken 19.
Mandag aften får OB besøg af HB Køge på Fionia Park. Det er en kamp, hvor OB kan sikre sig at overvintre på førstepladsen. En sejr vil betyde, at OB vil være på førstepladsen inden forårets hektiske medaljekapløb, uanset resultaterne af andre kampe og af efterårets sidste opgør mod FCK på Fionia Park.



Og statistikkerne lover fint for OB. Ingen har vundet over OB på Fionia Park i 2009, og antallet af ligakampe uden nederlag på hjemmebane er nu oppe på 15. Lykkes det at afvise både HB Køge og F.C. København, således at OB får point ud af begge disse kampe, så vil OB tangere klubrekorden for flest ligakampe i træk uden nederlag.

Desuden har OB nu scoret i 20 ligakampe i træk. Det er allerede rekord, og det nuværende antal kampe placerer OB på alltime listens 10. plads over hold, der har scoret i flest kampe i træk. Med fuldtræffere i efterårets to sidste kampe vil OB hoppe helt op på listens femteplads.

Med en sejr over HB Køge vil OB også sætte en anden rekord. I givet fald vil OB nemlig have opnået det højeste pointantal nogensinde for klubben efter 17 kampe. Dertil kommer, at OB vil udbygge den aktuelle status som SAS Ligaens bedste hold i kalenderåret 2009. OB har hentet 69 point i årets 32 ligakampe. Det er et enkelt mere end FCK – og klart flere point, end OB nogensinde tidligere har skrabet sammen på et helt kalenderår.

I OB’s seneste kamp i Brøndby scorede Chris Sørensen på straffespark. Dermed udbyggede han OB’s status som det hold, der er mest træfsikkert fra 11-meter-pletten. OB har i Superligaens historie scoret på 86% af alle holdets straffespark. Det er kun overgået af hold, der kun har fået tildelt 10 eller færre forsøg. Chris Sørensen har alene scoret på otte af ni straffespark i sin karriere i den bedste danske fodboldrække.

Mandagens sjællandske modstander HB Køge har aldrig optrådt i en officiel kamp i Odense. Holdene mødtes tidligere på sæsonen i Herfølge, hvor OB vandt en uskøn fight. HB Køges moderklubber har til gengæld været gæster i Odense flere gange. Og OB har ikke tabt til hverken Herfølge eller Køge siden 1999. Herfølge har ikke scoret i Odense siden 1999 – det har Køge dog, da de var i Superligaen i 02/03-sæsonen.

OB har senest optrådt på datoen 30. november i 2003. Dengang var modstanderen Frem. Søren Berg og Steffen Højer sørgede for de fynske scoringer, mens en vis Søren Larsen nettede for københavner-klubben.

Dommer mandag aften er Emil Laursen, der har dømt 144 kampe i landets bedste række. Blandt de dommere, der har dømt flere end 50 kampe i ligaen, er han den, der har givet flest røde kort pr. kamp. Han er også temmelig rundhåndet med advarsler, men dømmer til gengæld ikke mange straffespark. Det er første gang i denne sæson, at Emil Laursen dømmer OB i en ligakamp.